Gitte håber fredag den 13. bliver en lykkedag

21/4/2020

Vamdrup: Gitte Kildbane håber, at fredag den 13. december bliver en lykkedag.

- Jeg har nemlig købt en webshop, og den dag overtager jeg forretningen, fortæller hun.

Butikken hedder Cool-Sko og har eksisteret i seks år.

- Jeg har købt forretningen, fordi jeg i mange år har snakket om, at jeg godt kunne tænke mig noget med handel. Min mand, Leon, og jeg er allerede selvstændige og driver Krima Stålindustri i Vamdrup. Jeg er regnskabsuddannet. Ind imellem, når vi ikke har haft så travlt i firmaet, har jeg arbejdet for tøjfirmaerne Nümph og b.young. Nu gik jeg og kedede mig lidt igen, og så laver man ulykker siger hun og griner.

At det er børnesko, hun nu skal sælge, er en tilfældighed.

- Forretningen har jeg købt af en kvinde, der bor i Blokhus. Hun begyndte med at sælger futter og hjemmesko i webshoppen for seks år siden, og så er forretningen lige så stille vokset. Hun har fuldtidsjob ved siden af, og blev tilbudt en lederstilling på sin arbejdsplads, og så ville hun gerne afvikle Cool-Sko, siger Gitte Kildbane.

Uopsigelig kontrakt

Hun forklarer, at webshoppen kun har gode anmeldelser og mange følgere.

- Den ånd håber jeg på at kunne føre videre. Det er udelukkende danske kvalitetsmærker, som Aigle, Angulus, Bundgaard, Viking og Woden Wonder, der sælges i Cool-Sko. Sælgeren fortalte mig, at hun i begyndelsen importerede sko fra Kina. "Det må du aldrig gøre, for det giver ikke andet end problemer" lød hendes råd til mig. Folk vil gerne betale for en ordentlig kvalitet, når det gælder sko.

Gitte Kildbane glæder sig til fredag den 13. december, hvor hele det store lager køres til Vamdrup.

- Udvalget skal være bredt, for ellers klikker folk bare videre til en anden side på nettet. Det skal være kvalitetssko, og så skal kunderne have en ordentlig service og en god oplevelse, forklarer hun.

Tiden vil vise, hvad hun kan få ud af webbutikken.

- Hvis det bliver en succes, så kan det godt være, at der også komme en Cool-Sko til kvinder og en Cool-Sko til mænd efter samme koncept, men i første omgang handler det om børnesko. Min mand siger også, at jeg har en uopsigelig kontrakt med vores fælles virksomhed. I Krima Stålindustri har jeg mange opgaver, der kan gives videre, men bogholderi og regnskab skal jeg blive ved med at stå for, slår hun fast.

Gitte Kildbane er i øvrigt en kvinde, der kaster sig ud i mange initiativer.

6763
325